Ansøgning

Optagelse på kostskolen finder sted på baggrund af et særskilt ansøgningsskema (hent det her). Ansøgningsfristen er d. 15. marts for det kommende skoleår, og ansøgningsskemaet sendes til: Sorø Akademis Skole, Ingemanns Hus, Akademigrunden 8, 4180 Sorø.

Fristen d. 15. marts hænger sammen med, at dette er ansøgningsfrist for optagelse i 10. klasse og gymnasiet via www.optagelse.dk. Ansøgning til kostskolen kan dog også indsendes på andre tider af året, og vi er glade for at modtage jeres ansøgning, når I har besluttet jer. Man kan dog kun indsende ansøgning for det aktuelle eller kommende skoleår.

Det er vigtigt, at I giver så fyldige oplysninger som muligt på ansøgningsskemaet, og vi lægger også vægt på begrundelserne for, hvorfor I har valgt at søge lige præcis Sorø Akademis kostskole.

Optagelse

Når I har indsendt ansøgningsskemaet, får I en bekræftelse på, at vi har modtaget jeres ansøgning. Vi udsender brev om optagelse i marts/april måned for det kommende skoleår, og I bliver samtidig bedt om at indbetale et depositum. Optagelse finder normalt sted i august måned i forbindelse med et nyt skoleårs begyndelse; men kan også ske på andre tidspunkter i løbet af året.

Venteliste

Sorø Akademis kostskole har i de senere år haft større søgning, end vi har kunnet honorere. De ansøgere, der ikke umiddelbart optages, får derfor tilbudt plads på en venteliste. I tiden fra svar udsendes om optagelse, til skoleåret starter eller i løbet af skoleåret, opstår der ofte et lille antal ledige pladser, og ansøgere på ventelisten vil derfor i nogle tilfælde kunne komme ind senere. Det vil normalt være afgørende for at blive optaget på kostskolen i løbet af skoleåret, at der også er plads i gymnasiet på en studieretning, der passer, og om det er et drengeværelse eller pigeværelse, der er blevet ledigt.

Besøg på kostskolen

Hvis I ønsker at besøge kostskolen, inden I søger, kan I kontakte kostlærer Lars Kelstrup på tlf. 57 83 57 86 eller e-mail: LK@(if you can see this please update your browser)soroe-akademi.dk. I kan få en aftale om en rundvisning, hvor I også vil kunne møde nogle af de alumner, der allerede bor på kostskolen.