TIL PRESSEN!
25. jan. 2010Meget stort fremmøde til orienteringsaften.

Pressemeddelelse vedr. Orienteringsaftenen på Sorø Akademis Skole
Mandag for en uge siden slog Sorø Akademis Skole dørene op til Orienteringsaften for nye elever og deres forældre, og skolen sunder sig stadig over det kolossalt store fremmøde!
Traditionen tro, startede Orienteringsaftenen i skolens Festsal; men fremmødet var så overvældende stort, at ikke alle kunne få en tilfredsstillende plads. ”Jeg anede, at fremmødet var meget stort, da jeg ankom til skolen”, siger rektor Vibeke Hansen. ”De unge mennesker med deres forældre stod i kø op ad trappen ved Spisesalen, så jeg måtte selv gå den anden vej rundt for at komme ind”. Inde i Festsalen var alle stole besat, og de besøgende stod i en tyk rand hele vejen rundt i salen, selv bagved talerstolen. Flere måtte høre på inde fra Grønne Sal og ude fra forhallen.
”Vi er naturligvis glædeligt overraskede over det flotte fremmøde”, siger rektor Vibeke Hansen, ”Men vi er kede af, at der var så mange, der ikke kunne komme til at sidde ned eller få en god plads at høre med fra”.
Skolens udvalg, der arrangerede dette års Orienteringsaften, har allerede holdt evaluering, og skolen meddeler, at den fælles start på Orienteringsaftenen næste år afholdes i det nye Videncenter. Det flotte fællesauditorium, der kan åbnes ud til en siddetrappe, vil blive anvendt. ”Her er der også mulighed for at opstille ekstra stole på gulvet mellem auditoriet og trappen”, siger Vibeke Hansen, ”ligesom de fremmødte, der evt. må stå på etagerne ovenover, kan følge med via storskærme”.
På Sorø Akademi er man naturligvis spændt på, om det store fremmøde til Orienteringsaftenen også vil betyde et rekordhøjt søgetal. ”Vi vil søge Undervisningsministeriet om lov til at oprette en ekstra klasse udover vores kapacitet på 6 nye 1g klasser, hvis det viser sig, at der er behov for det”, oplyser rektor Vibeke Hansen.
Vibeke Hansen meddeler endvidere, at af hensyn til de mange, der ikke havde så gode muligheder for at høre rektors indledning på Orienteringsaftenen, er denne nu tilgængelig på skolens hjemmeside. Her kan man også se, hvilke studieretninger man kan søge på.
25. januar 2010

