10. kl. studietur til Krakow
10. klasses tur til Krakow, Polen d. 30. oktober – d. 5. november
I slutningen af oktober drog alle fjorten tiendeklasses elever til den tidligere hovedstad Krakow i Polen. Vi tog af sted tidligt lørdag morgen kl. 3.50 og det behagede absolut ikke alle, da ”dråben” var blevet afholdt fredag aften.
Vi ankom i Balice lufthavn til en utrolig smuk solskinsmorgen. Der var ingen tid til at sove, fordi vi skulle direkte ud og opleve byen, udover en lille lur i den yderst minimalistiske bus, vi kørte i fra lufthavnen til selve byen i. Vi blev sat af på vores dejlige hotel, hvor alt var som det skulle være og hvor alle eleverne tog for sig af de små syntetisk smagende bolsjer i receptionen. Så vandrede vi alle ud på Market Square og det første pitstop bestod selvfølgelig i et besøg på den gyldne måge.
Senere på dagen begyndte udvekslingen med de polske elever for alvor. Vi mødtes om eftermiddagen og de viste os rundt i byen. Vi shoppede så meget vi kunne i de primitive boder langs Florianska – det der svarer til Strøget i København og inde i Market Square bygningen midt på pladsen. Man kunne få alt fra skæppeskønne kirsebærøreringe til pelshuer med øreklapper, som klassens mest kompetente gutter, David og Valentin selvfølgelig investerede i.
De polske elever var utrolig gode til at vise rundt og fortælle om de forskellige seværdigheder, som fx Mariakirken, som vi så dagen efter. Eleverne var som født til rundvisning og de var søde og venlige. Sjældent har jeg mødt så gæstfrie og søde personer. Vi besøgte selvfølgelig også Auschwitz og Birkenau, og de polske elever fortalte os at når man fylder tretten og bor i Krakow og omegn, skal man besøge de to koncentrationslejre, som en del af ens dannelsesrejse når man er polak. Som en opfølger på ovenstående, besøgte vi også en almindelig kirkegård. Men det var en helt særlig oplevelse, fordi vi netop befandt os der på ’De dødes dag’, også kendt som Halloween. Det er den 1. november. Den dag mindes de, de døde, bl.a. ofrene fra anden verdenskrig. Det er en meget betydningsfuld dag, primært på grund af de mange jøder der omkom for cirka tres år siden. Derfor var alle kirkegårde, monumenter o. lign. dækket af lys. Det var helt fantastisk at se på. En rørende oplevelse.
Selvfølgelig tog de polske elever os også med i byen. Vi tog på klubber og cafeer. Vi overholdt selvfølgelig vores sengetider – ingen tvivl om det, men det var interessant at opleve en anden kultur. Folk er chokerende venlige, og så slår det mig hvor uhøflige danskerne er. Vejret var fantastisk alle dage, og vi hyggede os gevaldigt i polakkernes selskab. Vi blev bestemt gode venner. Vores sprogkundskaber blev generelt bedre, føltes det som. Nogle gjorde mere fremskridt end andre. For nogle blev det tydeligt at de er kommet til at favne bredere, rent sprogligt. Vi har været hele Krakow igennem og besøgt diverse restauranter, alt fra KFC til Sushi på rullebånd.
Vi har besøgt det charmerende jødiske kvarter, drukket lækker varm chokolade og fået en storartet rundvisning af vores polske venner og besøgt en tilhørende jødisk kirkegård og en synagoge. Vi besøgte et gammelt universitet og vi har i det hele taget haft en rigtig god tur. Klassen blev rystet godt sammen og vi fik brugt alt for mange penge. Det var nok også fordi at vi var, fra forældrenes side, blevet udstyret med lidt for meget valuta og fordi at priserne er sindsoprivende billige. De fleste af os så et rigtig polsk hjem, helt tæt på, da vi blev inviteret hjem til en af eleverne. Det var rigtig hyggeligt og lidt af et kulturchok. Absolut spændende oplevelse. Fastfoodrestauranterne, tøjbutikkerne og kioskerne i Krakow har nok et enormt overskud, efter vi besøgte byen.
Eleverne var virkelig åbne og kontakter os stadig via facebook og e-mail. Det er vi mange der er glade for. Det var en rigtig sjov og lærerig tur, som jeg personligt føler gavnede alle parter.
Af Clara Bruun 10. kl.

