Besøg fra Sorø Husholholdningsskole
|
Mandag den 8. november 2010 tog studievejleder Rikke fra Sorø Akademis Skole imod en heldig brobygningsgruppe, der skulle få have undervisning på akademiet i en uge for at prøve, hvordan det er at gå i gymnasiet. Gruppen bestod af otte elever fra Sorø Husholdningsskole. Normalt skal en brobygningsgruppe minimum bestå af ti personer. I dette tilfælde var vi så heldige at få en brobygningsklasse op og køre med blot otte elever.
På trods af at vi ikke var så mange i klassen, fik vi meget ud af ugen. Vi kommer fra en skole hvor dansk, engelsk og matematik er i højsædet, så at have biologi, historie, fysik og spansk var en anderledes oplevelse. Vi fik informationer om studieretninger, undervisning i vores lille brobygningsgruppe i forskellige fag, og desuden deltog vi i skolens almindelige undervisningstimer i ganske små grupper for at opleve det også.
Det var svært at finde ud af, hvornår timerne startede, og hvornår man kunne tillade sig at banke på til en lyttetime, man fandt dog nogenlunde ud af det til sidst. Det var også en oplevelse at have timer både i en historisk og meget gammel bygning, men også at være i det nye Videncenter.
Mange af os i gruppen blev også mere afklarede med, hvad vi vil efter sommerferien 2011, og vi fik et bedre indblik i, hvad det vil sige at gå i gymnasiet. Mange af os har nu besluttet os for at søge ind på de gymnasier, der ligger i nærheden af vores bopæle (vi kommer mange forskellige steder fra, pt. bor vi på Husholdningsskolen).
Det var rart, at lærerne var imødekommende og venlige. Det var også rart, at man ikke blev behandlet som udenforstående, når man var til lyttetimer rundt i klasserne. Faktisk blev mange af os direkte involveret i lyttetimerne også. F.eks. var et par stykker af os med i naturvidenskabeligt grundforløb i 1.g, hvor dagens program bestod i dissektion af svinehjerter.
Alt i alt har det været en hyggelig, interessant og oplysende uge.
Af Helle Fanø, Christoffer Skov Hansen og Lasse Lunding Gustafson fra Sorø Husholdningsskole.


