Igen i år den 3. november 2010 blev OD-dagen afholdt på Sorø Akademis Skole. Operation Dagsværk er en sammenslutning af gymnasieelever, der hvert år vælger et projektland, som lige netop VI mener, har brug for vores hjælp. Dette land bliver så mål for de penge, der bliver tjent på OD-dagen – en dag hvor vi bruger 5 timer af vores skolegang til at tjene penge og give andre én.
Årets projektland var Burma, et land der for tiden også har været meget oppe i vælten grundet valget den 7. november. Projektet hedder Democrazy, inspireret af måden burmeserne omtaler demokrati – som et utopi der kun eksisterer i deres vildeste drømme, noget der er for banalt til at blive en realitet grundet det militære junta-styre.
Målet med projektpengene er at bygge skoler i grænselandet mellem Burma og Thailand. Der flygter hvert år flere hundredtusinde familier inkluderende børn og unge for at undslippe fattigdom, væbnet konflikt og det hårdhændede militærdiktatur der hersker i Burma. Mange har søgt tilflugt i junglens små flygtningelejre i det østlige Burma, hvor man kæmper for livet, og undervisning kun er for de heldige.
Projektet kommer til at sørge for demokratisk og stabil skolegang som et modstykke til landets militærdiktatur. Det er et vigtigt projekt, da man som politisk flygtning på mange måder føler sig rodløs. Ikke mindst fordi man skilles fra sit hjemland, men samtidig fordi det er sjældent, at man får mulighed for undervisning og på få mulighed for at undslippe den onde cirkel, man er fanget i. Målet med projektet er at bygge 132 skoler og få uddannet lærer nok til at bemande disse skoler samt til at kunne oplære nye lærere. Det handler om bæredygtighed og derfor er projektet over flere år.
På skolen var der stor deltagelse på tværs af årgangene, hvor folk lavede alt mellem himmel og jord for at tjene penge. Nogle stod i butik, mens andre slæbte brænde og andre udløste deres kreativitet ved at gøgle i gaderne eller sælge hjemmebagt såkaldt ”Burma-kage”.
Om aftenen var der tilbage på skolen lagt op til velfortjent hygge, da skolens OD-gruppe havde stillet op til OD-café, åben for alle. Antallet af deltagende var i år utrolig stort og bredte sig over nye, såvel som gamle elever, hvilket gjorde det hele meget sjovere for alle! Vi var også så heldige at have flere af skolens musiktalenter på scenen og selvfølgelig blev den berømte OD Auktion igen afholdt! Ledet af de ihærdige aktionærer Jeppe Johansen og Niels Juhl fra 2.b blev der solgt ud af alt fra lakridser og filmgavekort til brilleholdere og lysestager til fordel for de burmesiske unge. Vi er stadig i gang med en optælling af de indtjente penge, men det ser positivt ud!
Med hensyn til næste års projekt, så er Stormødet blevet afholdt, og det valgte projektland er Peru. OD 2011 bliver et spændende projekt med henblik på bevaring af den peruvianske regnskov og en hindring af storkapitalens oliefirmaers udnyttelse af de indfødte.
Til slut kan vi blot takke for i år, og sige at det har været fænomenalt, at så mange har haft lyst til at deltage i projektet. Det er de små ting, der gør forskellen, og i sidste ende kan det være det, der gør udslaget. Indtil da må vi håbe at tilstandene i Burma ikke forværres, og at kun det bedste må ske. Især alle dagsværkerne, men selvfølgelig også de der blot mødte op i OD-caféen kan give sig selv et klap på skulderen og være stolte af at have været med til at gøre en forskel!

