Kære rektor, lærere, kære Laura, skolekammerater, og kære forældre.
At holde denne tale i aften er noget af det største, jeg har prøvet i løbet af de sidste godt to år. Jeg vil gerne sige tak for denne ære. For den overgås måske først til sommer, når alle os elever forhåbentligt kan tage studenterhuen på og fejre tre års veloverstået skolegang her på Sorø Akademis Skole. Tæller man dagene, er vi nu tættere på at være ved vejs ende end på at være halvvejs – ved vejs ende af tre år med daglige lektier, ugentlige afleveringer, halvårlige terminsprøver og årlige eksamener. Jeg tror, vi alle er glade for at være nået så langt. Men der er også grunde til at ønske, at vi ikke nærmede os slutningen af gymnasiets strabadser, for med dem følger også de venskaber og bekendtskaber, som alle deler med hinanden inden og uden for skolens mure. Det er én af de ting, der omkranser hele skolegangen, gør den tålelig og værd at gennemføre. Desværre vil mange af os blive spredt for alle vinde, når tiden her er forbi. Men dem som virkelig vil holde fast i hinanden, de gør det. Og sådanne venner, de er meget mere værd end guld. De vil betyde ligeså meget i fremtiden, som de har gjort her, måske endda mere.
Både skolegangen og venskaberne er dannet inden for skolens mure. En skole som hvert år gør sit for, at alle elever får tre gode år i gymnasiet. Et pragteksempel på dette er en aften som i aften. Kongeballet er nemlig resultat af et stort stykke arbejde, som ydes fra skolens side. Jeg vil derfor på vegne af alle aftenens gæster gerne sige tak til vores rektor Vibeke Hansen for hvert år at holde fast i denne tradition. En særlig tak skal gå til skolens festinspektor Per Højland, som gang på gang gør et stort stykke arbejde for, at kongeballet skal blive en god oplevelse for os alle. Jeg vil bede ham overbringe en tak til alle pedellerne samt køkken-, og kontorpersonale, som hvert år gør en stor indsats både før, under og efter Kongeballet. En speciel tak til aftenens marskaller som ganske frivilligt sørger for at give os 3.g’ere en fornøjelig og festlig aften.
Nu vil jeg ønske alle aftenens gæster en rigtig god og hyggelig aften og til alle 3.g’erne: sørg for at få så meget ud af det sidste år her på vores skole, som I overhovedet orker, kan og vil. Til slut synes jeg, at vi traditionen tro skal rejse os og udbringe et seksfoldigt leve for vores skole – tre lange og tre korte:
Sorø Akademis Skole længe leve!
Hurraa, Hurraa, Hurraa!
HURRA, HURRA, HURA!

