Kollegiemuligheder


Skolens tidligere elever under videreuddannelse i hovedstadsområdet har særlige muligheder for at få en kollegiebolig.

Allerede fra første studieår er du boligberettiget i "Soranernes Hus" på Frederiksberg.

Langt de fleste af Husets 39 boliger er reserveret skolens tidligere elever under deres videregående uddannelsesforløb, men også børn af gammelsoranere bosat i udlandet og enkelte udvekslingsstuderende er boligberettigede.

Ledige boliger udlejes i ventelisterækkefølge - men du kan tidligst søge bolig 1 år før mulig indflytning og tidligst flytte ind 3 mdr. før uddannelsesstart.

På Husets hjemmeside www.Soranerneshus.dk kan du hente de oplysninger, du har brug for, men du er også velkommen til at skrive til husets efor, Erling Kristensen.

På kollegiet "Studentergården" på Tagensvej i København har 2 gammelsoranere fortrinsret til ledig bolig, men du skal på ansøgningstidspunktet (1. april eller 1. oktober) have læst mindst et år ved en højere læreanstalt og opnået mindst 60 ECTS-point.

Soransk Samfund (legatbestyreren) og Sorø Akademis Skole (rektor) har hver især indstillingsret til en af de to boliger, så ansøgning skal ledsages af anbefaling fra en af disse.

Læs nærmere på Studentergårdens hjemmeside - www.studentergaarden.dk.