Beretning fra Kongeballet 2009

Kongebal 2009

I forbindelse med kongeballet 7. november 2009 fik vi tildelt den store ære at være førerpar. Dette på trods af vores åbenlyse mangler på et dansegulv, hvilket åbenbart var underordnet. Det viste sig nemlig, at flere af skolens kommende studenter af uransagelige årsager mente, at vi besad de kvaliteter, der var nødvendige for at udgøre et fint førerpar. Dette begyndte vi selv at tvivle stærkt på i ugerne op til ballet. Disse var præget af store forberedelser og en venten på det, der af mange karakteriseres som en af de vigtigste dage i ens tid på Sorø Akademi. For manges vedkommende var det en stressfaktor, at man skulle nå at finde den perfekte kjole, og en gennemgående frygt for pigerne var, hvorvidt en anden ville møde op i præcis samme robe. Dette var heldigvis ikke tilfældet, og pigerne kunne ånde lettet op. Nu var den største frygt imidlertid et eventuelt fald grundet de stiletter, der for mange af pigernes vedkommende var højere end godt var.

På selve festaftenen mødte vi op sammen med resten af årgangen og var klar til indmarch. Vi var tidligere blevet instrueret i vigtigheden af at holde så lavt et tempo som muligt og flytte fødderne minimalt. Men som nervøsiteten stiger, stiger tempoet automatisk, og man ender i alt andet end en fin takt. Overordnet set forløb selve indgangsceremonien dog fint – ingen større fejltagelser eller fald på trods af den trange sal, der proppes med tre gange flere mennesker, end der reelt er plads til, hvilket naturligvis medfører et mindre kaos. En anelse grænseoverskridende er det, når man som de første ser alle de ventende forældre og bliver mødt af de tusinde blitzer fra kameraer, samtidig med at man skal opretholde en kontrolleret og rolig facade! Som altid, når eleverne er marcheret ind i salen, skal der danses engelsk vals. Vi dansede som de første, og derefter dansede de andre elever ud.  Der opstod midlertidig atter et pladsproblem, og eleverne var derfor nødsaget til at nedtone deres rytmiske evner.

Efterfølgende blev forældre og elever gelejdet ud i klasserne, hvor der var anrettet et smukt måltid mad. Samtidig blev der holdt taler af rektor, lærere, førerherren og forældre. Især førerherrens tale blev af mange kloge individer beskrevet som en yderst velartikuleret og gennemarbejdet tale, der gennem akademiets historie sjældent er set mere prangende. Der var selvfølgelig primært fokus på de mange taksigelser, der sendtes ud til festinspektor, marshaller og resten af skolens ansatte, der alle har givet en hånd eller to med i organiseringen af vores store bal. Men der blev også snakket om store ting som soranske hjerter, soranerånden og engagement.

Efter spisningen blev der igen mulighed for at danse dog lidt mere varieret end engelsk vals. I løbet af de ca. 4 resterende timer blev der danset lancier en gang i timen. Her var der sket en bemærkelsesværdig ændring fra 1.g og til 3.g, idet eleverne i 1.g var en smule mere tilbageholdende, og nervøsiteten var mere åbenlys, hvilket sandsynligvis skyldes det faktum, at vi kun havde kendt hinanden ca. ½ år – man skal jo lige tilpasse sig alle de skæve og sjove eksistenser, man skal gå i skole med gennem 3 år. I mellemtiden er der gået 2 år, og vi er blevet mere modne og mere afslappede ved hinandens tilstedeværelse. Det var tydeligt i den måde vi - uden hæmninger - kastede os ud i mere eller mindre vellykkede lancierer.

Aftenen sluttede med, at eleverne tog videre til fest i andre lokaler, og lærere og forældre tog hver til sit.

Slutteligt må man konkludere, at kongeballet har tilpasset sig tiden. Traditionerne er uomtvisteligt mindre formelle grundet fysiske begrænsninger og tidernes gang, men skolens værdier og historie holdes stadig i hævd på bedste vis. Vores kongebal overgik alle forventninger og var en succesfuld oplevelse, som vi til hver en tid ville gentage.

Mads Carstensen 3.b og Astrid Hald 3.b