ENGELSK PÅ SORØ AKADEMI
![]() |
Engelsk er obligatorisk i gymnasiet, og du afslutter faget enten på B-niveau (i 2.g) eller på A-niveau (i 3.g).
Vælger du engelsk på A-niveau, får du hele 5 ugentlige engelsklektioner i 3.g og jævnlige skriftlige afleveringer. (I 1. og 2.g har man engelsk 3-4 lektioner om ugen). Med så meget engelsk hver uge, hvor vi bygger oven på det, du har lært i 1. og 2. g, får du mulighed for virkelig at træne dit mundtlige og skriftlige engelsk, og du bliver dygtig til at læse engelske tekster på højt niveau.
Engelsk er et sprogfag, et tekstfag og et kulturfag. Engelskundervisningen er struktureret i temaforløb hvor man arbejder med kompetencer indenfor alle disse tre områder. Du kan læse mere om hvordan nedenfor.
1. Sprog
Korrekt engelsk - grammatik, ordforråd og faste udtryk
Når du som dansk skoleelev starter i 1.g, kan du allerede kommunikere på engelsk. Kompetencerne har du opnået igennem mange års engelskundervisning i folkeskolen, men i høj grad også via film, tv, musik og computer/Internettet.
I gymnasiet arbejder vi videre fra dette udgangspunkt hen imod et mere korrekt og varieret engelsk.
Vi arbejder derfor med grammatik, laver ordforrådsøvelser og træner idiomer (faste udtryk).
Skriftligt og mundtligt engelsk
Engelsk indeholder en del skriftligt arbejde. Man afleverer stile jævnligt og de skal skrives indenfor mange forskellige genrer – lige fra oversættelser, referater, artikler og kommentarer til noveller, digte og taler. De skriftlige opgaver tager typisk udgangspunkt i det tema og de materialer, der arbejdes med i undervisningen. De skriftlige og mundtlige kompetencer går derfor hånd i hånd.
Mundtligt engelsk træner vi i gruppearbejde, klassediskussioner, elevfremlæggelser, højtlæsning mm.
2. Tekster
Tekstforståelse, analyse og fortolkning
I engelskundervisningen lægger vi vægt på at udvikle læsekompetence. Vi arbejder fx med:
- At læse en tekst: Hvordan læser man en tekst, så man forstår de centrale dele af den, hvad skal man lægge mærke til og hvordan skal man tage noter?
- At analysere og fortolke litteratur og sagprosa: Hvordan ser man forskel på en novelle og en nyhedsartikel? Hvilke temaer og hvilken symbolik optræder i Hemingways noveller? Hvilke virkemidler bruger Obama i sine taler og hvad er hans budskaber? Hvilke metaforer kan man finde i Shakespeares Romeo og Julie?
- At beskrive og vurdere sproget i en tekst: Hvilke sproglige forskelle er der imellem en roman af Jane Austen og en sang skrevet af Eminem?
3. Kultur
Viden om engelsksprogede samfund og kulturer og deres historie
Storbritannien og USA står naturligt i centrum i arbejdet med engelsksproget kultur. Man arbejder fx med:
- Borgerrettighedsbevægelsen i 1960'ernes USA
- De store amerikanske krige fx. Uafhængighedskrigen eller Vietnamkrigen
- Amerikanske værdier
- Storbritanniens valgsystem
- Englands rolle i 1.Verdenskrig
- Konflikterne i Nordirland
Storbritanniens tidligere status som kolonimagt har haft enorm betydning for lande og kulturer i hele verden; vi læser derfor også tekster og emner, der belyser kolonitiden og tiden efter koloniernes uafhængighed. Vi læser fx tekster fra Indien, Australien og Sydafrika – men også tekster, der omhandler det nutidige, multikulturelle England.
Ved du hvilke lande i verden, der har været engelske kolonier? Klik her
Studieretningsprojektet i 3.g (SRP)
Vælger du at have engelsk på A-niveau, er det oplagt at bruge engelsk i den store skriftlige opgave i 3.g (studieretningsprojektet). Her får du mulighed for at vise hvad du har lært i løbet af din gymnasietid og fordybe dig i fagets stof i samspil med et andet fag. fx historie, dansk eller samfundsfag.
Se eksempler på SRP-emner fra Sorø Akademis Skole - Klik her


