Geovidenskab og Matematik med Kemi
Nye udfordringer
Danmarks internationale spidskompetencer inden for det naturvidenskabelige område er råstofefterforskning, meteorologi, geofysik og klimatologi, ikke mindst i kraft af vores engagement i Grønland. Men inden for få år vil vi komme til at mangle folk med viden og ekspertise på disse områder. Geovidenskab A lægger op til studier indenfor disse fag efter studenter¬eksamen.
Denne nye studieretning skal bidrage til dansk førerposition inden for teknologi, forskning og udvikling. Nye udfordringer har ført til, at industri og forskningsinstitutioner efterspørger færdigheder indenfor eks. klima, energi, miljø og Jordens ressourcer. Studieretningen med Geovidenskab A lægger op til en tæt kontakt med eksterne institutioner og virksomheder indenfor disse områder.
Geovidenskab A
Faget Geovidenskab A kan opfattes som en blanding af naturgeografi og fysik. Det omhandler de geologiske og fysiske fænomener på Jorden. Observationer og eksperimenter fører i samspil til udvikling af en naturfaglig indsigt, der bidrager til en forståelse af menneskets livsvilkår, ressourceudnyttelse og påvirkning af naturen.
Adgang til videregående uddannelse
Geovidenskab A er kombineret med matematik A og kemi B, hvilket giver direkte adgang til de fleste naturvidenskabelige videregående uddannelser. Der er plads i valgstrukturen til endnu et C-niveau, eller til at hæve et andet fag fra B til A-niveau eller C til B- niveau, hvis skemastrukturen tillader det.
Fagligt indhold:
Geovidenskab beskæftiger sig bredt med geologiske og fysiske fænomener på jorden, fra jordskælv og vulkaner til iskapper og klimaændringer – eller sagt på en anden måde: aktiviteten og virkningen af de fire elementer ild, jord, luft og vand på jorden. Også menneskets levevilkår, ressourceudnyttelse og påvirkning af naturen samt bæredygtig udvikling er centrale i studieretningen.
Naturgeografi B og fysik B er de bærende fag i studieretningen og samarbejder om næsten alle emner, men i studieretningen samarbejdes også med matematik A, f. eks om modeller over empiriske data og med kemi B om især uorganisk kemi, men også i nogen grad organisk kemi. Faget tager udgangspunkt i aktuelle begivenheder på Jorden og sætter geovidenskabelige problemstillinger ind i et lokalt, regionalt og globalt samfundsmæssigt perspektiv.
Feltarbejde og praktiske eksperimenter spiller en central rolle i studieretningen med Geovidenskab A.
Eksempler på undervisningsforløb:
Jorden i solsystemet. Hvorfor er meteorkraterne på Mars og Månen meget større end på Jorden? Hvorfor smelter havisen? Hvorfor er Jordens kerne så varm? Råstoffer, deres dannelse og efterforskning. Oliegeologi – hvordan kan vi udnytte resurserne bedre? Jordbundsforhold- hvordan sikrer vi fødevareproduktionen i fremtiden? Havstrømme og deres betydning for klimaet. Jordskælv og vulkanisme. Tsunamier og jordskælvsbølger. Energi og fremtidens levevilkår. Fremtidens energiteknologier. Årets naturkatastrofe(r) – årsager og konsekvenser.

